Return to site

Yoga som hjælp mod stress

Især den yogaform, som kaldes restorativ yoga eller terapeutisk yoga viser sig meget velegnet som hjælp mod stress.

Travlhed, åndenød og stress er desværre noget flere og flere kommer i kontakt med i løbet af deres arbejdsliv. Nyuddannede, småbørnsforældrene, seniorerne - alle kan blive ramt og det har store konsekvenser for den enkelte og dennes familie.

Jeg vil ikke komme ind på årsagerne til stress (de er mange og kan være komplicerede) men derimod skrive lidt om, hvordan jeg oplever at yoga kan være en hjælp til forebyggelse eller rehabilitering efter stress. Især den yogaform, som kaldes restorativ yoga eller terapeutisk yoga viser sig meget velegnet som hjælp mod stress.

Når vi er ramt af stress er vores nervesystem blevet låst i kronisk alarmberedskab, som kroppen ikke længere naturligt kan regulere. Derfor oplever mange, at kroppen "tager over", når de er ramt af stress og må erkende, at de ikke længere kan komme ud af sengen eller aflevere børnene i skole. Helt almindelige hverdagsting bliver uoverskuelige. Symptomerne kan vise sig ved hjertebanken, hovedpine, svimmelhed, søvnbesvær, svært ved at koncentrere sig, højt blodtryk og meget mere. Det er en meget invaliderende tilstand og der er brug for fuldstændig ro i den mest akutte fase.

Ved restorativ yoga arbejder man med den parasympatiske del af nervesystemet. Det er den del af det autonome nervesystem, som sørger for fordøjelse, hvile, restitution, udrensning af affaldsstoffer mm. Når vi igennem de restorative stillinger, som typisk holdes i 8-10 min., giver kroppen mulighed for at hvile i en tilstand af uanstrengt vågenhed, uden at forcere, uden på nogen måde at presse kroppen, uden at skulle præstere, begynder en helende proces.

Den sympatiske del af nervesystemet, som er vores kamp/flugt respons, og højaktiveret ved stress, begynder langsomt at falde til ro. Herefter kan genopbygning af den fysiske krop starte.

Udover genopbyggelsen af den fysiske krop på en meget blid og nænsom måde ser jeg også, hvordan en følelsesmæssig bearbejdning sætter igang. Følelser som tristhed, sorg, vrede og frygt kan rejse sig i yogastillingerne og på grund af den blide tilgang få lov til at få plads, blive mødt med omsorg og medfølelse, og lægge sig igen. Åndedrættets hjælp igennem stillingerne er med til at forløse og give slip på svære følelser.

Med kropssansninger og følelser følger mange gange også tanker. Jeg plejer at gøre opmærksom på, hvilken stemme du hører dig selv tale til dig selv med, når svære følelser rejser sig eller tankestrømme melder sig. Mange opdager, hvor kritiske, fordømmende, slavepiskende de er overfor sig selv - og hvor ondt det gør for den følende del i sig selv at modtage den kritik. I denne opmærksomhed og erkendelse ligger muligheden for forandring. En forandring henimod medfølende egenomsorg. En følelse af værd uagtet, hvad du kan præstere, blot for det betydningsfulde menneske du er!

Den restorative yoga forbinder på fineste vis krop, følelser og tanker og med sin blide og genopbyggende form sætter den gang i en helingsproces både når stresstilstanden er indtruffet og som forebyggelse mod stress. Forebyggelsen sker ved, at du lærer kroppens signaler at kende og kan reagere i tide inden overbelastning samt du får balanceret nervesystemets aktive og passive del.

Lad os mødes på yogamåtten uanstrengt vågen og mærke den samhørighed, beroligelse, medfølelse og omsorg, som opstår i mellem os og i os selv <3

Kærligst

Charlotte Krolykke

www.krolykketerapi.dk

All Posts
×

Almost done…

We just sent you an email. Please click the link in the email to confirm your subscription!

OKSubscriptions powered by Strikingly